Kærlighed i praksis er det vigtigste
Joh 13, 1-17
Prædiken af Gunni Bjørsted i Frikirken Salem den 1. marts 2009
For nogle år siden var LEGO-fabrikken i krise. Da ledelsen analyserede årsagerne, fandt de ud af, at virksomheden i sin iver efter at vokse havde fjernet sig mere og mere fra sin basis – fra sine kerne-produkter: at lave klodser til at bygge med! Så man valgte på ny at fokusere på det, der er LEGO. Man sætter det ind i nutidige historier, men det, man sætter ind, er LEGO.
Den kristne kirkes kerne er Jesus Kristus. Det er ham, kirken lever af – og det er ham, kirken har at give.
Og kernen i Jesu person og gerning er at være og gøre Guds kærlighed i praksis. At møde dig og mig med den – og få os til at møde andre med den. Og det er sådan, at jo tydeligere fokus på Jesus, desto bredere kontaktflade med alt menneskeligt og med mange mennesker. Hindringen for liv og relevans i kirken er aldrig for meget Jesus, men for meget religiøst bras.
…Så er spørgsmålet naturligvis: Hvordan kan vi bedømme, hvad der er Jesus, og hvad der er kirkens eget religiøse bras??? Det, der er gennemsyret af ubetinget kærlighed og som hele tiden skaber plads til at mærke sig selv og stå ved sig selv (have jordforbindelse) og får os til at ånde frit, det er Jesus. Det, der trækker mennesker væk fra at mærke sig selv (miste jordforbindelse) og presser til at tage de accepterede religiøse masker på, så vi ikke tør sige, hvad der er i hjertet, men fylder munden med replikkerne fra det religiøse rollehæfte – det er religiøst bras.
Her popper det frygtsomme spørgsmål måske frem: hvad kan det dog ikke ende med, hvis vi dropper den indre censur og lukker op for jordforbindelsen? Hvordan dog sikre, at vi ikke glider væk fra Jesus? Jamen, vi har ikke anden sikkerhed, end at Jesus er den, han er, og at han lader sit ”Følg mig” lyde på en måde, så det aktiverer vores inderste. Men i virkeligheden er faren for, at vi glider væk fra Jesus, nok langt større, når vi befinder os pænt bag de accepterede religiøse masker. ”Så snart jeg er sand overfor mig selv, også der, hvor det kan gøre ondt at være sand, så møder jeg Helligånden” – sagt af en svensk karmelitternonne og citeret af P. Halldorf i ”Hellige rødder” s. 93).
Jeg tror, at i perioder, hvor Jesus og kernen i hans person og gerning er meget klar og levende for kirken, er kirken stærk og levende. Ja, så er vi stærke og levende – altså i discipel-af-Jesus-betydning: magtesløse, men stærke; bedrøvede, men glade; i tvivl, men troende; med usikre skridt, men på vej mod målet; skyldige, men tilgivede; sårbare, men seje…
Hver gang, Helligånden hjælper os til at re-fokusere, vækkes vi til live igen: ”Nå ja, det er sådan det er. Det er dét, det handler om!”
Jesus møder os med kærlighed i praksis!
De sidder ved den sidste aftensmad på denne side af påsken. Det hele spidser til nu. Alt er på spil. Centrum i alt det det, Jesus er kommet for, skal nu udføres. ”Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet… Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud.” (v. 1 og 3) Skulle han komme tomhændet tilbage, eller skulle han have verden med?
Alt var lagt i disse hænder. Hvad blev disse hænder nu brugt til? Man kunne forestille sig følgende tanke: ”Dette er nogle meget betydningsfulde og fine hænder; de skal spares for nærkontakt med snavs og arbejde!” Nej, hvad blev de brugt til – disse hænder, som hvert eneste menneskes liv og evighed afhang af? ”Så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og vier sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet…” (v. 4-5). Det er dét, disse hænder, som Gud har lagt alt i, bliver brugt til. Kærlighed i praksis er det vigtigste. Kærlighed i praksis er det inderste i Gud. Og det inderste i Gud er det, som Jesus møder os med.
Så han ligger der på knæ foran dig – som den nederste slave, som den tjenende Konge – og berører hvad som helst, der er af snavs og sår i vort liv. ”I det varme, støvede land var det god skik at byde sine gæster at få fødderne vasket. Men det var udpræget slavegerning, ja, man måtte end ikke forlange den af en slave af jødisk nationalitet, men kun af én af fremmed afstamning” (C. Bartholdy i ”Dansk Bibelværk for Menigheden”)
Reflektere over v. 6-7
I sin tjeneste, i sit offer, udfører han Guds frelsermagt i verden. Og det er, når vi bevæger os ind i denne tjeneste, at Guds frelsermagt frisættes i vort liv. Frisættes i os, når vi er modtagere af den. Frisættes til andre, når vi tjener andre.
Han kalder os til at møde vore omgivelser med kærlighed i praksis
V. 12-17.
Ikke for at få noget igen, men for at vise kærlighed i praksis. Ikke for at blive bekræftet, ikke for at få tak eller status som en fantastisk tjener… men for at følge Jesus – for at alt det, Faderen har lagt i Jesu hænder må blive delt ud i verden.
At kunne tjene opofrende har nok meget at gøre med at hvile i en tryg identitet. Det ser også ud til at være Jesu udgangspunkt. I v. 3 står der, at han vidste, at ”han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud…” Han var tilstede i en enorm personlig værdighed og værdi. Derfor kunne han bøje sig og solidarisere sig med hvem som helst.
Og dét er vejen til lykke og genoprettelse i verden. ”Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.”