Nytår 2010 – ”jager mod målet og sejrsprisen”
Det er lidt specielt at skulle prædike den første søndag i året. Skal det handle om nytårsfortsætter eller om det at tage fat på noget nyt? Jeg kan godt blive lidt misundelig på Dronningen og statsministeren, som har folk til at skrive deres taler. Desværre er det ikke lykkedes for mig!
Jeg har virkelig tænk på den her prædiken de sidste 14 dage, fordi jeg gerne ville sige noget som kunne have indflydelse på det her år vi lige har taget hul på. Jeg er endt op med at skulle fortælle jer om nogle af de mennesker jeg har stødt på i mit liv...
Men jeg skal allerførst læse en tekst fra Fillipperbrevet kap. 3:12-14:
Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.
Du spørger måske dig selv, hvad det er Paulus forsøger at få hold på – at gribe? Svaret er at finde i vers 10... ”for at jeg kan kende ham og hans opstandelseskraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!”. Paulus mål er evigt liv sammen med Jesus.
Den her tekst skriver Paulus under besværlige omstændigheder. Han er i fængsel og lænket til en romersk fangevogter, men han har åbenbart ikke givet slip på håbet. Husk gerne den her tekst, mens jeg fortæller om et par mennesker jeg kender...
På mit lærerstudie gik jeg sammen med en fyr der hed Jeppe. Jeppe var stor FCK-fan, han så, så mange af deres kampe han kunne komme i nærheden af. Han vidste hvem der var på og omkring holdet og han vidste hvordan de skulle spille for at vinde. Det interessante ved Jeppe var, at han brugte rigtigt, rigtigt mange penge på at følge sit hold – men det betød ikke rigtigt noget. Det var ikke pengene der var de vigtige.
Jeg kender også en fyr der hedder Anders. Anders har, så længe jeg har kendt ham været fan af Juventus. En klub fra Torino i Italien, der har vundet 29 mesterskabet, men faktisk fik frataget de sidste to i 2006, hvor de også blev degraderet til en lavere division, pga. snyd. Anders holdt fast, han skiftede ikke holdning. Han pakkede ikke Juventus-trøjen væk nederst i skuffen.
Endelig kender jeg en fyr der hedder Benjamin. Han holder med Brøndby – uanset hvordan det går. Han vil til enhver tid forsvare holdet, spillerne og folkene omkring holdet. De vinder guld igen, det er han helt overbevist om. Lige nu går det ikke så godt for Brøndby, på trods af at man har ansat ny træner og haft store forventninger - men det skal nok komme, hvis du spørger Benjamin. Lige for tiden går det skidt for Brøndby, og du kan spørge Benjamin som jeg nævnte tidligere om han stadig er fan og om hvad han syntes om de fans som forlader klubben lige for tiden. Rigtige fans holder fast...
Ordet fan – Kommer af ordet ”Fanatiker”. Men defenitionen af en Fan er faktisk ”en entusiastisk tilhænger” eller ”efterfølger”. Det er helt OK at være fan af noget – Facebook idag lægger jo virkelig op til det, man kan blive fan af jordbæris, eller lignende. Det er helt OK, men vi skal bare huske at have vores fokus på plads – sådan at vi lægger mest energi, der hvor det hører mest hjemme.
Hvad kan man lære af Fans?
Rigtige fans indretter deres liv efter det de følger efter. Hvis holdet spiller kamp den og den dato – så prioriterer de at være der hvor der bliver spillet kamp. Vi spurgte engang Jeppe, da hans kæreste var gravid, om hvad der ville ske, hvis hun skulle føde midt under en vigtig FCK kamp. ”Jeg har købt et videokamera, sagde han så bare... Så må jeg jo få nogen til at optage fødslen!”. Jeg siger ikke at jeg er enig med Jeppe i den prioritering, men når vi går et nyt år i møde, så skal jeg bare bede dig om at overveje hvordan du prioriterer i forhold til Gud og kirke i dit liv. Er det væsentligt? Kan man se på din kalender og dine prioriteringer hvem du er fan af? Hvad du følger efter?
Ved du hvad? Det handler ikke om at du skal syntes at jeg er fantastisk eller at vi som kirke gør alting rigtigt, men vi spiller på et hold, hvor Jesus allerede har vundet sejren – og det eneste vi venter på er at modtage sejrsprisen. Jesus er den eneste der er værd at være fan af... og det burde have indflydelse på vores hverdag!
Fans er følelsesmæssigt engageret – De bliver revet med. De rejser sig op fra stolen når der sker noget de kan lide. De river sig selv i håret når der bliver skudt ved siden af. De engagerer sig... (Eks. Salme 47: ”Alle folkeslag, klap i hænderne, bryd ud i jubelråb for Gud!”)
Jeg kunne godt tænke mig at vi turde være lidt mere begejstrede i vores kirke. Ikke at jeg selv er den mest sprudlende person og ikke fordi jeg håber på at folk sidder og råber ”Amen!” (Det syntes jeg nærmest er lidt mærkeligt, men jeg er også en ret kedelig type, som ikke selv er særligt sprudlende!). Men jeg savner at vi oplever ting, der kan få os op af stolen. At vi tillader os selv at blive lidt mere begejstrede!
Fans er loyale – Man kan ikke overtale fans til at holde med et andet hold. De holder fast. De er vedholdende. Fans bliver ved med at komme til kampene, også selvom holdet ikke vinder... de bliver ved med at tro på at det sker en dag!
Jeg kunne godt tænke mig at vi var mere positive overfor vores kirke. At vores første reaktion, når tingene ikke går som de skal – ikke er kritik eller surmuleri. Men istedet at vi blev ved med at bakke op, at se på de positive sider og tro på at det nok skal lykkes – og at det vil lykkes snart. Ikke kaste mudder efter dem der måske gjorde det dårligt, men tro på at de gør det bedre næste gang. Sprede positiv stemning.
John Wesley var en stor engelsk prædikant I 1700-tallet. Han blev betragtet som en ret velklædt herre. En søndag morgen hvor han havde iført sig et lækkert slips, i klare farver. Efter gudstjenesten kom en ældre dame hen til ham og sagde: ”Broder Wesley, er du åben overfor noget kritik?” ”Ja”, svarede Wesley, ”hvad vil du kritisere?” Hun sagde: ”Farverne på dit slips er alt for kraftige og upassende for en Guds mand!” og så fiskede hun en saks frem fra sin taske og klippede slipset af. Man kunne høre på forsamlingen at det skabte en del røre, og mens folk stod der spurgte Wesley: ”Må jeg have lov at låne den saks et øjeblik?”. Mens hun rakte ham saksen, spurgte han hende: ”Hør her frue, er de åben for noget kritik?” ”Ja, det vil jeg tro jeg er!” svarede hun. ”OK, sagde Wesley – så ræk lige tungen ud!”
Vi skal lære at tale sandhed I kærlighed (Ef 4:15) og jeg vil så gerne at vi som kirke bliver kendt for at være et sted hvor man bliver opmuntret og opbygget helt ud over det rimelige. Nu er X-faktor startet igen og her kan man jo diskutere om det er godt at blive opmuntret alt for meget. Ihvertfald kommer mange og fortælle at deres venner siger at de synger godt... og så må dommerne desværre sidde tilbage med opgaven, at fortælle at det måske ikke er sandheden. Det er ikke fordi det er der jeg vil hen. Vi skal ikke lyve for hinanden. Men hvor er det rart at få at vide at det man lavede var godt – også selvom det måske kunne være bedre!
Bibelen skriver igen og igen: Byg hinanden op... Opmuntre, acceptere, imødekommenhed, omsorg... osv. osv.
En af de gode ting ved at være præst i Frikirken er at der indimellem er folk der fortælle gode ting om hvordan de er blevet godt modtaget i vores kirke. ”Alle er så kærlige og venlige. Vi føler os virkelig hjemme!” Så måske er vi på vej i den rigtige retning!
En fan er økonomisk engageret – det betyder ikke noget hvad billetterne koster, hvad spillertrøjerne eller merchandise, mad og lignende koster. Det går jo til holdet. Rundt omkring i verden engagerer fans sig økonomisk i deres klubber... Jeg kender folk der har aktier i fodboldhold. Der findes endda rige fans, som køber stadions og får dem opkaldt efter sig – bare fordi de ved at det kan hjælpe klubben. Hvorfor findes der ikke sponsorkontrakter i kirken? Det er da for alvor der man kunne lægge penge som gjorde en forskel...
Fans er vedholdende. Du kan selv studere mere om hvilke egenskaber de har. Men der er ingen tvivl om at de til enhver tid vil forsøge at få dig til at syntes lige så godt om klubben som de selv gør. Vi har også brug for den slags mennesker i kirken. Fans giver deres værdier videre til deres børn. De køber merchandise, så børn der endnu ikke kan spille fodbold går rundt i fodboldtrøjer – Man kan købe babytøj med klublogoer. Fans finder selv deres informationer – de regner ikke med at nogen fortæller dem hvordan tingene udvikler sig – de finder ud af det selv. Det er faktisk vigtigt for dem at vide så megets om overhovedet muligt. Læs din Bibel, følg med – Du skal ikke regne med at andre tager ansvar for at du lærer om Gud. Samtidig er fans så engagerede at de til enhver tid vil forsvare deres hold – også når det går dårligt. Vi har brug for sådanne fans i vores kirke. Der er sikkert mange flere pointer at kigge på, når man rigtigt tænker efter. Vi har meget at lære i det her kommende år.
Når alt kommer til alt er spørgsmålet om det her nytår bare er en kalender-ting. Om det bare er nogle ciffre i hjørnet på din kalender som har ændret sig, eller om du virkelig har lyst til og brug for at ændre dit liv.
Eff. 5:15-17: Se derfor hen til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.
Faktisk er der kun 8760 timer på et år! Vi har allerede brugt næsten 60 af dem! Så når du går hjem idag er der kun 8700 timer tilbage af 2010. Brug dem rigtigt!
Rom 13:11-12: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær.
Amen!