Guds godhed er på færde
Matt. 20,1–16
Gunni Bjørsteds prædiken ved radiogudstjenesten i Frikirken Salem d. 8. februar 2009.
Jeg tror, at det største og mest afgørende spørgsmål i mit liv har været: Findes der noget – midt i alt det, der er ondt og stjæler glæden – findes der så noget, der er virkelig godt? Og måske endnu mere præcist: Findes der Èn i denne skrammede, barske verden, som er virkelig god? Ikke bare god på overfladen, men ubetinget god… én, der er til at stole på; én, der bliver ved med at være god, uanset hvad – og som jeg derfor kan hvile mig hos med hele min vægt, med hele min historie, med alle mine sår og drømme og længsler… Èn, som bærer mig og ikke sætter mig fra sig
Hvis ikke der er det, kan jeg aldrig som menneske slappe helt af og være helt tillidsfuld. Så kommer paraderne op, frygten, og kulden, og nærigheden…
Men hvis der er – ja, så kan livet stadig være svært og broget, og vi kan stadig være bange og komme til kort og ikke kunne finde ud af det. Men vi har én at være bange hos; én, der er god og vil os og hele verden det godt. Èn, der fylder ordet ”kærlighed” helt ud med virkelighed og praksis. Èn, der ikke snakker og snakker om godhed, men er god.
Jeg skal fortælle en historie om betydningen af at kunne stole eller ikke stole på sit fundament:
Da jeg var helt ung – det er længe siden! – var jeg patruljefører hjemme i Grindsted for en spejderpatrulje, der hed ”Bøflerne”. Det var en meget enestående patrulje – vi vandt absolut aldrig noget, men vi var gode til at lave morsomheder; syntes vi selv.
En nat var det mig, en morsomhed gik ud over – eller skulle have gået ud over. Vi var på en lejr sammen med en masse andre spejdere. Det var sengetid for spejderne, men jeg var jo blevet n slags leder nu, så jeg skulle være med til en ledersamling sidst på aftenen. Det undlod jeg ikke at gøre mine ”bøfler” opmærksom på, og jeg præciserede, at nu var tiden inde til, at de skulle gå roligt til køjs. Ved midnatstid var vi så færdig med ledermødet, og jeg kom ind på vores sovesal, hvor der dels allerede var en kraftig atmosfære af drengesovesal, og dels var hele min patrulje – overraskende nok – faldet i dyb søvn. De snorkede alle som én højlydt!. Det var det ene lidt påfaldende. Det andet lidt mystiske var, at han, som egentlig skulle ligge i underkøjen under vej, var flyttet hen i en anden køje. Jeg blev simpelthen mistænksom, og så ubemærket som muligt lettede jeg på min madras. Og ganske rigtigt: en del af spiralfjedrene under madrassen var løsnet. Det var meningen, at patruljeføreren skulle falde igennem med et ordentligt brag. Nu blev jeg imidlertid stædig, og jeg fandt ud af, at jeg godt helt forsigtigt kunne kravle op i køjen og ligge fuldstændig stille i den ene side af køjen. Jeg kunne næsten mærke sammenknebne øjne fra alle drengene i nakken, men det lykkedes. Og snart faldt de skuffede i søvn – det kunne jeg vide ganske sikkert, for den ene efter den anden holdt op med at snorke. Og de sov vist fortræffeligt hele natten. I modsætning til mig! Jeg lå nervøs og forkrampet og døsede bare lidt ind imellem. Og da det endelig blev morgen, var jeg øm og søvnig.
Er der én i dette univers, som er virkelig god, og som jeg kan stole helt på?
Det står sandelig lige her i teksten, som Tomas læste for lidt siden, om vingårdsejeren, som Jesus fortæller om, og som jeg tror er en type på Gud. Han siger lige ud af posen – uden forbehold og reservationer: ”Jeg er god!” Som begrundelse for hans måde at handle på og vurdere på og hans måde at møde mennesker på… siger han: ”Fordi jeg er god!” (v. 15).
Fordi han er god, har han hele dagen igennem inviteret ledige til at være med i arbejdet i hans vingård. Og vi kan vel udvide perspektivet og sige: hele historien igennem, og hele vort liv igennem, kommer han med sin gode invitation til os, som ellers ville stå ledige i forhold til at bruge vores liv til noget meningsfyldt, til noget, der bærer god frugt.
Tænke sig, der er en god Gud, der forlader sin egen herlighed – det var det, Jesus gjorde – for at opsøge os, hvor vi nu befinder os i livet, og siger: ”Gå I også hen i min vingård”! (v. 4). ”Vær hjerteligt velkommen til at være borger i mit rige; til at være barn af mig.”
… Så kunne man jo godt tro, at vores reaktion på sådan en fantastisk godhed fra Guds side, ville være glæde og jubel. Men teksten viser – og det gør vores egen erfaring vel ærlig talt også – at det er ikke nødvendigvis tilfældet. Sådan en total godhed kan virkelig lave ravage i vores systemer. Den forstyrrer vores fortjeneste-tankegang – hvem der har fortjent, og hvem der ikke har. Det ligger så dybt i os: tanken om præstation og belønning; ikke-præstation og ikke-belønning. Og så kan vi ellers bruge meget krudt på at placere os selv og hinanden i den passende kategori.
Og så kommer Jesus og viser os, at Gud ikke opererer med straf eller belønning efter fortjeneste, men med kærlighed og omsorg til alle os, der trænger til den. Og vi er mange. Og vi trænger til meget!
Guds godhed ligger i hans eget væsen – og ikke som en konsekvens af vores indsats
Fordi han er Gud, inviterer han os ind i sit rige. Fordi han er god, kalder han os til at være og arbejde i fællesskab med ham for det, som er godt – han kalder os væk fra ledigheden og til relevant indsats. Fordi han er god, giver han os vores løn – det, vi trænger til. Ikke efter hvor mange timer, vi har arbejdet, og hvor meget, vi har svedt, men… det vi trænger til.
Det er ikke os, der skal producere noget for at gøre Gud velvillig. Han spørger ikke efter et flot CV, før han inviterer os med i sit fællesskab. Det er derfor, vi kan være hos ham uden stress. Der er ingen truende fyreseddel på vej, men evig godhed. Og det er den godhed, som kan påvirke også vores hjerter i god retning. Det e,r når vi har vores rødder i Guds godhed, at vi kan bære gode frugter.
Det er ikke en doven godhed, en ligeglad godhed. Netop den virkelige godhed er ikke ligeglad. Godheden vil det, der er godt. Derfor er der energi og flid i godheden; den får os til at arbejde flittigt i ”vingården” – ikke få at få mere i løn end de andre, men fordi vi ser, at det er et vigtigt arbejde.
Så godheden kan sætte os i gang, når vi tager imod den. Men Gud ske lov, er det ikke os, der skal sætte godheden i gang – vi har slet ingen fabrikker i vores hjerte, der kan producere godhed. Men den i Gud fra evighed til evighed og kommer som en gave til os.
Guds godhed kan provokere os og afsløre os
De blev jo stik–tossede – de arbejdere, der havde været med hele dagen. Og de undte ærlig talt ikke dem, der var blevet koblet på lige før fyraften, løn for en hel dags arbejde. De glemte helt, at de selv også kun havde godhed at bygge på. Så de brokkede sig. De havde fortjent mere end de andre!
Ens egen smålighed bliver afsløret, når man er i nærheden af Guds ødselhed.
Jeg har ofte troet, at når jeg undertiden har været lidt forbeholden overfor Gud, at så skyldtes det tvivl om, hvorvidt Gud virkelig var god. Kunne jeg vove at lægge mig helt i hans hænder? Men jeg kan i dag se, at netop Guds ødsle godhed kan gøre mig forbeholden og irritere mig. For mit ikke-gode hjerte bliver afsløret, mine smålige reaktioner viser sig som – ja, netop smålige – i lyset af hans godhed. Når jeg dømmer andre; når jeg gør mig enormt klog på, hvad andre burde gøre; når jeg tænker, at nu burde det altså være sidste chance for dem og dem. Åh, vi har virkelig brug for, at Guds godhed får magt i os!
Og efterhånden, som den får det – efterhånden som vi i livets løb tager imod af den og lukker mere og mere ind af den – oplever vi, at:
Guds godhed kan blive vores største glæde
Tænk sig, vi er blevet mødt af hans invitation til at være med i hans kærlighedsfællesskab og i hans arbejde for, at godheden må få magt i verden. Det kan blive en taknemlighed og en jubel – og en medlidelse med alle de mennesker, der desværre ikke har smagt ret meget godhed endnu – der langt overgår det smålige: Hvad får jeg så af løn i aften i forhold til de andre? En taknemlighed over at være elsket af Gud og genstand for hans godhed. En taknemlighed over ikke at skulle stå ledig på torvet og bare have årene til at gå så glat som muligt, men være med i noget, der er vigtigt og har gode frugter i sig. At få lov til at se, at Guds kærlighedsrige breder sig – at Guds godhed skridt for skridt tager magten fra ondskaben og hadet, fra racismen og mistroen.
Guds godhed kan komme til at sætte vores dagsorden
Jesus har ikke givet os grund til at tro, at spredningen af Guds godhed er en let sag. Det kostede ham alt på korset at lade Guds godhed komme til gennembrud i vores verden. Men påskemorgen stod han op fra de døde. Den Gode lever – og hvert eneste sekund udover jorden virker han med sin godhed og kalder mennesker til at være med.
Jeg kender ikke til noget større og vigtigere end at tage imod Guds godhed – og lade den komme til at sætte vort livs dagsorden. I tillid til, at han er den, han er. Der står i Rom. 5, 8, at ”Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere”. Derfor er vi inviteret til fællesskab og samarbejde med ham. Guds godhed er på færde!