Giv slip!
Prædiken af Tomas Lindholm i Frikirken Salem 9. august 2009
Vi er i denne måned igang med et tema om kirke, her på vores gudstjenester – det skyldes bl.a. at vi som lokal kirke her i Frederiksværk, er igang med en proces hvor vi skal overveje en masse ting. Og måske var du med sidste søndag hvor jeg snakkede om at have Jesus i centrum.
Idag skal jeg også læse et profetisk ord som Hanne Maibom modtog for nogle år siden (2005), og som vi tror er til os som enkeltpersoner og som kirke, det kommer jeg til lige om lidt...
Først skal jeg sige, at det for tiden inspirerer mig en del at læse teksterne omkring påsken i evangelierne. Måske fordi Jesus for alvor er i centrum i de tekster. Og idag skal jeg indlede med teksten om Kvinderne ved graven (Fra det samme kapitel hvor vi sidste søndag læste beretningen om Emmaus vandrene – Lukas kap. 24, eller fra Markus kap.16).
Kvinderne har ventet hele sabbatten på at få lov til at gå ud til Jesu legme og salve det med olie. Det var en jødisk tradition at man salvede den døde, inden personen blev lagt i graven. Men det havde der ikke været mulighed for om fredagen, da sabbat stod for døren – og så måtte det gøres nu. Langt fra en rar opgave, når nu manden havde været død i et par dage, men nogen skulle jo gøre det og hvorfor ikke bare få det overstået... og så gik de tidligt om morgenen ud mod graven. Mens de går stiller de hinanden spørgsmålet ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” (Markus 16:3) Men da de kommer nærmere er stenen allerede væk, og de bliver mødt af en engel som fortæller dem at Jesus er opstået. (Sjovt nok, er det ikke en oplysning som gør dem glade – tværtimod bliver de ”rystede og ude af sig selv” (Markus 16:8))
Hvorfor er stenen væltet væk? Ikke for at Jesus skulle kunne komme ud – han viser senere at han kan gå gennem låste døre osv. (Eks. Johs. 20:19-23) så han ville sagtens kunne have kommet ud, med stenen stående. Men stenen er væltet væk for at kvinderne (og vi) kan få lov at gå ind og se at han er opstanden. Sidste søndag sagde jeg at det væsentlige spørgsmål, som vi bør koncentrere os om i denne tid er: Hvordan vi som kirke skal forholde os til at Jesus Kristus er opstået fra de døde?
Og udfra denne lille beretning om kvinderne ved graven, så skal vi ihvertfald forholde os til at han er en levende virkelighed, som forbereder ting for os og hjælper os der hvor vi kan fylde vores verden med bekymringer...
For nogle år siden modtog Hanne Maibom et ord, som vi tror er til os som menighed, det lyder sådan her:
Skabningen venter i længsel på at Guds børn
at du/I skal åbenbares
Hvorfor holder I min kraft tilbage?
Hvorfor adlyder I ikke mit ord?
Det er slut med at drikke mælk –
Jeg ønsker at give jer mit kød –
Kød der øger væksten.
Jeg ønsker at fylde jer med min ånd,
men kanalerne er stoppet til.
Jeres vinsække er blevet for gamle,
Lad mig forvandle jer –
så at mit liv og min kraft
kan flyde over fra jer til jeres
nødlidende medmennesker.
Tør du sætte bilen i gear?
Fjerne startspærrne fra dit flys hjul?
kaste (lette) ankeret – fjerne fortøjningerne
og smide sandsækkene
Tør du lad min ånd blæse/føre dig
hvorhen den vil.
Hmm... Da jeg hørte det her første gang, så tænkte jeg: ”Ok, Gud syntes ikke helt at jeg gør det godt nok – der er noget jeg kan gøre endnu bedre. Og han vil åbenbart først velsigne mig når det lykkes!” Jeg ved ikke hvad du tænker, men jeg vil gerne knytte lidt tanker til det her – for jeg tror ikke, min første reaktion var den rigtige...
Først og fremmest er de første ord, hentet fra Romerbrevet kap. 8:19 ”Skabningen venter med længsel, på at Guds børn åbenbares”. Det lyder kryptisk, men handler simpelthen bare om at Guds folk træder i karakter og lever det liv som vi er kaldet til – så resten af verden kan se at det gør en forskel. Skabningen venter i længsel – ikke på at få øje på dig og mig, men på at få øje på Gud, gennem dig og mig! Du kan selv læse mere i Romerbrevet kap. 8.
...og måske har vi været for tilbageholdende på det område. Det skal du være med til at overveje.
Jeg har en lille datter som lige er begyndt at spise kød. Det bliver anbefalet til spædbørn fra de er 6 måneder gamle, for at de skal vokse rigtigt og få de rigtige vitaminer osv. Børn har åbenbart brug for de der proteiner for at de kan vokse rigtigt lige netop i denne fase...
Og der er forskel på vækst ikk’!? Små børn må jo nærmest spise hele tiden, men hvis vi andre gjorde det samme, ville folk sige at vi skulle passe på fordi vi ville blive fede. Der er forskel på vækst og fedme. Heldigvis lyder det her som om Gud kan se at vi stadig har brug for at vokse – og det er der sikkert noget om...
Endelig er der ordene om at lade ånden føre os hvorhen den vil – de ord er fra
Johannes evangeliet (kap 3), og fra en snak mellem Jesus og Nikodemus. Nikodemus som er skriftklog og medlem af jødernes råd, spørger Jesus om hvad det vil sige at blive født på ny og hertil svarer Jesus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”
Det lyder meget snørkletog kryptisk, men egentligt tror jeg bare at Jesus forsøger at forklare Nikodemus, at han ikke er til at få styr på og putte ned i en kasse – som Nikodemus, sikkert har været ant til med hans skriftlæsning og lignende. Han er nødt til at kaste sig ud i det, og lade sig bliver ført...
Det må være lidt som at sætte sig ind i en luftballon (Som det iøvirigt er højsæson for lige for tiden) – fuldstændigt overgivet til omstændighederne og vejrforholdene. Du lander der hvor vinden blæser dig hen.
Eller måske kan man sammenligne det med at sejle gennem sluser!
Hvis du sejler i eks. Sverige, og skal fra et niveau og til et andet niveau – så benytter man sig af sluser. Det handler simpelthen om at man sejler ind i en bås, og her bliver man så liggende (dog skal man ikke kaste anker eller fortøjre båden – så går det galt), og mens man ligger der, så stiger eller falder vandstanden omkring en, og pludselig går portene op og man kan sejle videre på et helt andet niveau. Jeg syntes at sluser er fantastiske og jeg håber at det billede kan bruges i denne sammenhæng også. Jeg kunne nemlig sagtens forestille mig at Gud arbejder sådan. Og at du måske når du hører det ord som jeg læste før, bliver lidt bekymret for hvor du har fejl og hvad det nu er du skal gøre og leve op til, for at gøre Gud tilfreds. Hvis du tænker sådan, så lad mig lige sige at det måske mest handler om hvad du kan blive fri for at gøre... Hvad du kan slippe for at slæbe rundt på, eller kæmpe med. Du er kaldet til at sejle ind i den sluse som Gud har gjort klar til dig, og give slip på det du kommer fra... og så vil han ellers lukke op for helligåndens sluser, og enten vil vandet løbe ind eller ud af den bås du ligger i, og pludselig er du der hvor du skal være! Du skal bare kunne stille dig til rådighed...
(Det skal dog lige siges at der kan komme ret meget uro i vandet, når der lukkes vand ind i sluserne. Det kan sagtens være at du vil opleve det sådan, når du stiller dig til rådighed for Gud).
....
Jeg kan dog stadig sidde tilbage og kigge på mig selv og overveje om der er ting hos mig selv som spærrer for Guds kraft. Og jeg er desværre nødt til at indrømme at jeg ofte står i vejen for Gud. Fordi jeg fokuserer på alle mulige andre ting end Jesus. Jeg forsøger at lære at blive bedre til at have ham i centrum.
Tilsidst har jeg lyst til at pege på 3 ting, som jeg tror er væsentlige for os – i den her proces og generelt i vores kirke. Og jeg vil bruge disciplen Peter som eksempel.
Peter har fejlet stort i sin tid som discipel for Jesus, men i tiden efter Jesu død og opstandelse er det som om han også er den som er mest fremtrædende og kæmpende. Han løber ud til graven, da kvinderne kommer og fortæller at graven er tom, han taler højt til alle folkene på pinsedag osv. osv. Hvad havde gjort forskellen?
Jeg tror Peter indimellem tænkte tilbage på episoder med Jesus – Han tænkte sikkert på en meget personlig samtale som de to havde på stranden før Jesus forlod dem. Og han tænkte sikkert på de gange hvor Jesus havde givet ham kæmpe fangster. Han tænkte sikkert også på den dag hvor han havde stået på søen sammen med Jesus.
Jesus kom gående til dem på søen, og Peter havde været meget bange og i tvivl om, om det var Jesus. Og måske tog han sig selv i det efterføgende, men under alle omstændigheder så havde han råbt: ”Herre er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet!” og Jesus svar havde været meget kort og præcist: ”Kom!” (Matt. 14:28-30)
Og så skal jeg ikke trække historien i langdrag, selvom den er interessant, du kan selv læse videre i Matthæus kap. 14.
Jeg tror det er vigtigt for os at træde ud, når Jesus siger ”Kom!”
Jeg vil gerne have det sådan, at når Jesus kalder, så træder jeg ud af båden. Uanset om båden så er min egen comfort-zone, min kirke, min omgangskreds eller hvad det nu end er... Jeg vil gerne gøre det, når Jesus siger ”Kom!”
Måske handler det også om at give slip på det der holder os fast...
Men jeg tror også at det er vigtigt at vi er villige til at fejle…
At vi tør satse og tænke at hvis vi rammer ved siden af, så gjorde vi i det mindste et forsøg… Du kan måske huske en masse af de aktiviteter som har været igang, ud fra kirken her, og også at der indimellem har været aktiviteter som blev lukket ned. Og hver gang syntes jeg at det skal gøres med oprejst pande – Fordi vi handlede, der hvor vi mente at høre, at Gud bad os om at handle. Vi gjorde vores bedste og måske løste vi opgaven, måske gjorde vi bare et forsøg... Væsentligst var det dog at turde gøre noget.
Nu kan jeg ikke komme i tanke om nogle projekter som vi har haft gang i her fra kirken, som er direkte mislykket – heldigvis. Men hvis der var, så har jeg lyst til at sige at det nogle gange er præcist når vi fejler at vi opdager Guds storhed. Præcis som Peter. Han trådte ud af båden og opdagede at det ikke bare var sådan lige til at gå på vandet. Men han kastede sig ud i det, fordi Jesus var der. Og Peter havde (ligesom os) lyst til at være der hvor Jesus var.
Mon Gud har kaldt os til noget som vi har været for bange til at handle på?
Endelig så tror jeg også at det er vigtigt for os at se muligheder hvor andre ser forhindringer!
I Apostlenes Gerninger står der om at Peter kommer forbi en tigger, og som svar på hans tiggeri siger Peter: ”Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig hvad jeg har!” (ApG 3:6) Det interessante er, at hvis Peter havde haft penge, havde han ikke givet tiggeren det han havde brug for…
Vi har brug for at se muligheder, der hvor andre ser forhindringer! Og ved du hvad det mærkelige er? Vi har det der skal til for at gøre det som Gud gerne vil. Men nogle gange er det problemerne som får løsningerne frem! Nogle gange bruger Gud omvejene… (Det er jeg sikker på at nogle af jer kan snakke med om!).
Lad os nu se hvad Gud har forberedt til os i de her processer som vi skal igennem!
Jeg har lyst til at bede følgende bøn, her til slut:
Rens ud I mine tanker, Gud
Og forny den ånd der er i mig
Kast mig ikke væk fra dit ansigt, Gud,
Og tag ikke helligånden fra mig.
Men genskab i mig, en glæde over frelsen
– og forny du den ånd der bor i mig!
(Dansk oversættelse af Keith Greens ”Create in me a clean heart”)