Nu er Jesus Herre over både livet og døden
Johs. Åb. kap. 1, vers 17b–18
Prædiken af Gunni Bjørsted i Frikirken Salem 12. april 2009
Når vi læser om de mange ”møder”, som den opstandne Jesus havde med forskellige folk den første påskedag og senere, og vi engang imellem mærker, at ”det her altså er mere end gode historier”, så er det fordi, de er eksempler på det, vi fortsat kan opleve i dag: at Jesus er til stede og kommer til syne som den levende også i vores livs historie. De to Emmaus-vandrere, der gik i deres triste samtale: Jesus mødte dem. Maria Magdalena… fortvivlet ved hans grav: Jesus mødte hende. Disciplene i fællesskab… bange: Jesus mødte dem. Thomas… skeptisk, men længselsfuld: Jesus mødte ham. Simon Peter… skamfuld og nedslået over sin fornægtelse af Jesus: Jesus mødte ham. Saulus… rasende i sin modstand mod Jesus og hans disciple: Jesus mødte ham.
Du… dér, hvor du er i dit liv lige nu: Jesus møder dig. Han lever, og han er Herre i dit liv. Og det opdager du, hvis du er opmærksom på ham.
Jeg skal synge en sang for jer – skrevet af Hans Anker Jørgensen – hvor hvert vers beskriver et af de mange møde-begivenheder, som Den Opstandne havde med de forskellige: ”Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?”. Det er nr. 169 i ”Salmer og Sange” og nr. 249 i Den Danske Salmebog.
Hvad er det at møde den opstandne mester – i live igen?
Trods pinen og døden, soldater og præster – trods svig af en ven?
Det er som at indse det, blændet af tårer:
Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!
Det er som at høre en gravengels stemme: Han er ikke her!
Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme, - han møder jer dér!
Det er, som når livet det vender tilbage,
som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.
Det er som disciple på Emmaus-vejen – alene, skønt to,
at møde en fremmed og mærke forlegen, - hans ord må vi tro;
han udlægger Skriften, så hjerterne brænder,
han minder utroligt om én, som vi kender.
Det er som Maria at se, han er borte, - og briste i gråd
og bede en fremmed i havemandsskjorte – om hjælp og om råd,
og høre ham sige: Maria, du kære!
og svare: Rabbuni! Min elskede herre!
Det er som fornægteren Simon den Bange, - fortabt i sin skam,
at høre hans tillidserklæring tre gange: - Vogt du mine lam!
Det er som at løftes af mægtige hænder
fra drukning i mørket til morgen blandt venner.
Det er som forfølgeren Saulus at rammes – af lynild og ord
og standses på vejen og blændes og lammes – og kastes til jord
og tvunget af sandheden sige og skrive:
Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!
Det er som forræderen Judas at sidde – i Helvedes kval
og mærke en luftning i Helvedes hede – så himmelsk og sval
og vide, nu kommer den mester, jeg kender;
til Helvede går han for venner og fjender.
Det er som en ånd gennem lukkede døre – i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre – og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.
Det er som et forhæng, der rives til side – på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide – sin evige fred.
Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.
Hans Anker Jørgensen 2000.
(Input til ”hjemmefornøjelser”: Som jeg forstår det, refererer vers 2 i sangen særlig til Markusevangeliet kap. 16, vers 1-8; vers 3 til Lukasevangeliet kap. 23, vers 13-35; vers 4 til Johannesevangeliet kap. 20, vers 11-18; vers 5 til Johannesevangeliet kap. 21, vers 15-19; vers 6 til Apostlenes gerninger kap. 9, vers 1-25; vers 7 til 1. Petersbrev kap. 4, vers 6; vers 8 til Lukasevangeliet kap. 24, vers 36-49; og endelig vers 9 til f.eks. Hebræerbrevet kap. 6, vers 19-20 og kap. 8, vers 1.)
… Der, hvor du er i dit liv lige nu: Den opstandne Jesus møder dig. Han lever, og han er Herre i dit liv. Det opdager du, hvis du er opmærksom på ham. Vi kan være så heldige, at han laver så meget spræl, at vi ikke kan undgå at blive opmærksomme på ham. Men det sædvanlige er, at det er den, der søger, som finder, og den, der spejder, som ser. Og derfor er der i en overfladisk og selvcentreret kultur meget ”spildt herredømme”, fordi vi ikke giver agt på, at Jesus lever og er Herre.
Jeg skal forkynde for jer i dag ikke mindst én vidunderlig konsekvens af Jesu opstandelse og herredømme. Det er Jesus selv, der fortæller det i Johannes’ Åbenbaring kap. 1, vers 17b-18: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.”
Ikke: ”Jeg havde nøglerne engang.” Ikke: ”Jeg vil få dem på et senere tidspunkt.” Men: ”Jeg har – uanset hvornår – så har jeg nøglerne. Også dødsriget er nu mit område, hvor mit nærvær råder.”
Dødsriget er hans nu; hans domæne, hvor han er hjemme. Derfor behøver det heller ikke for os at fremmed eller farligt sted; vi er simpelthen efter døden i et fællesskab med vores Frelser og Herre så tæt og trygt som aldrig før. Derfor skrev Paulus: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste” (Fil. 1, 23).
Men hvad med processen, og hvad med selve døden? Det virker så ukendt, og har vi ikke alle grunde til at være skrækslagne? Nej, Jesus lover os noget meget afgørende. Han siger sådan: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Johs. 8, 51). Jeg tror, det betyder, at det ikke er døden, vi ser, når vi dør; det er Jesus, vi ser, når vi dør!
Vores datter var vist syv år, da hun fik lov til at besøge sin mormor og morfar alene. Vi boede i Aabenraa, og mormor og morfar boede i Hobro. Vi satte hende på toget; en konduktør passede på hende undervejs og fulgte hende hen til døren, da de nåede Hobro, og der ville mormor og morfar stå og tage imod hende. De ville være de første, hun så. Jesus står ved dødsrigets dør, og der er ingen fare for at skulle alene derind uden ham, for det er ham, der har nøglerne og låser op. Han vil være den første, vi ser.
Vi skal alle dø, men vi skal aldrig i evighed se døden; for Jesus var død, men se, han lever, og han har nøglerne til døden og dødsriget.
… Dermed ikke sagt, at vi skal gå og være døds-fokuserede! Budskabet om Jesus som Herre i dødsriget hjælper os imidlertid til at leve lige her, jordnært og frimodigt – til at være livs-fokuserede i liv og død. Dødens faktum hviler ikke som en truende sky foran os. Og desuden er Den Opstandne ligeså konkret tilstede i vort liv lige nu og her, som han er i dødsriget. De fleste af os er bare nogle fjolser til at huske på det. Der skal ikke meget forstyrrelse eller krise til, før vi glemmer hans nærvær. Ja, måske skal der ikke engang forstyrrelse eller krise til… vi glemmer det bare på almindelige gode dage. Og dermed snyder vi os selv og andre for så meget glæde og så meget helbredelse af det syge og sårede i vores verden.
Som dødsriget er hans, hans domæne, hvor han er hjemme… er vores livsløb og vores historie og vores levesteder også hans; hans domæne., hvor han er hjemme. Og i fællesskabet med ham kan vi møde faserne og stederne i vort liv. Sammen med ham møde det skønne og sjove med åbenhed og tak. Sammen med ham møde det vanskelige og frygtelige med fasthed og mod.
Også vores livsløb indeholder en mængde ”små dødsprocesser”. Hver gang, vi skal forlade noget kendt og elsket: et barndomshjem… en skole, hvor vi trivedes… en relation, der betød meget… et arbejde, vi holdt af…en ungdomstid med masser af energi og en uendelig lang fremtid foran… et godt helbred… en klar hjerne… trygge, fastlagte meninger. Men selve Livet mister vi ikke, for Jesus er opstandelsen og livet, og han er den samme elskende, sprudlende og nyskabende Frelser og Herre, der lægger en ny sang i vores mund, uanset vores alder og helbred og livs-situation. Det er Jesus, vi kan få lov til at se, når vi er i tabs-oplevelse, en overgangsfase. Vi er ikke på vej mod tomhed; Jesus er død og opstået, og derfor er vi hele tiden på vej mod mere fylde, mod mere helhed. Vores liv er på vej til at munde ud i, at vi helt bliver dem, vi er skabt til at være.
”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.”
Måske har du det ligesom mig: mærker, at vi har meget brug for at være opmærksomme på hans levende nærvær og herredømme. Så lad os proklamere det for os selv og for vore omgivelser: Jesus lever, og han er her!