Prædiken til 21. februar 2010 – Frikirken 'Salem, Frederiksværk
Tema: ”Midt i alt det besværlige”
Hvor er Gud når alt ser håbløst ud? (2)
Jeg har et par gange i mit liv, været i faser hvor jeg syntes at alting så sådan lidt gråt og trist ud. I de faser har der altid været kloge folk omkring mig, som har henvist mig til Salmernes bog i Gamle testamente. Den bog rummer så mange menneskers erfaringer og tekster som tidsløst, har stået distancen – og kan give mening i de situationer som vi står i i dag. Helt utroligt som man kan føle sig genkendt, når en af salmisterne skriver om de følelser som de gik rundt med.
Jeg skal lige læse nogle forskellige steder fra salmerne for jer, til at starte med...
Salme 37:5 – Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind...
Salme 139:1-4 - Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.
Salme 61:1 – Hør min klage, Gud, lyt til min bøn! Fra jordens ende råber jeg til dig, når jeg føler afmagt. Du skal føre mig op på den klippe, der er for høj for mig!
Ja, og der findes hundredvis af andre steder i salmernes bog – alligevel, så indrømmer jeg at jeg har et favorit salme i salme 23... og der er sikkert flere af jer andre som har det ligesådan.
I dag har jeg lyst til at kigge på vers 4 som jeg ser som salmens kernevers:
Salme 23:4 - ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”
Det er et livsvilkår for os, at livet fører 'dale' med dig – de er umulige at komme udenom. Der vil være dale hvor solen forsvinder, og vi er nødt til at vandre gennem ukendte områder. Der kan være forskel på hvor lange og hvor dybe de dale er, som vi vandrer igennem – men de skal nok være der. Det kan vi lige så godt være klar over – og så i stedet lære at klare os på bedste måde, når livet mest af alt er en dans på rosernes torne.
Lad være med at lul dig selv ind i selvmedlidenhed – og bild dig selv ind at du er den eneste der har det svært, og alle andre bare er lykkelige. Men fat mod og gå videre!
Der sidder sikkert nogen her, som kan salme 23 udenad – og som måske allerede har irriteret sig lidt over at det er en anderledes oversættelse end de er vokset op med. I den tidligere autoriserede udgave af Bibelen, stod der nemlig ”selvom jeg vandrer i dødsskyggens dal” - og det er et lidt mere dramatisk ord. At de skygger som falder over os er skygger af død – og nogen af jer har det sikkert sådan.
Jesus sagde sådan her:
Matt. 5:45 – ...for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige...
og Johs 16:33 – I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden.
I sidste uge snakkede vi om fokus – midt i det som er svært. Og det er samme pointe denne gang- Lad være med at fokusere på dalen – men ret dit fokus mod hyrden!
”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”
I indledningen af salmen taler David om Gud i tredje person – nu fortæller han om hvad det gør ved ham. ”Jeg er ikke bange for du er med mig”. David minder sig selv om sandheder... (Han øver sig selv i at holde fokus!)
Vers 4 i salme 23 – er centralt, både fordi, at det er det miderste vers i salmen, men bestemt også fordi det peger på det væsentlige: Nemlig at det er Gud der leder og beskytter. Og vores opgave blot er at lytte efter hans stemme. Selv der hvor der er allermørkest i vores liv, er han tilstede.
Hyrderne i Israel gik med både en stok og en stav. Stokken til at dirigere fårene. Enden af stokken var kroget, sådan at hyrden kunne få fat rundt om maven på et får, som var gået væk fra stien og faldet ned i en kløft eller lignende. Den anden var en stav, en solid trækølle, som blev brugt til at slå løs på rovdyr, som ville angribe fårene. Samtidig kunne denne stav bruges til at lave lyd med, hvis man gik et sted hvor dyr skulle jages væk før man kunne se dem (Eks. smalle bjergkløfter eller lignende).
To træpinde med hver sin betydning. Vejledning og beskyttelse. Resultatet er trøst!
Vi har brug for den her trøst og vi får den ved at lytte efter hyrdens stemme og følge ham – Det er det eneste der kræves af os.
Og vi kan træne os i at høre efter hyrdens stemme. Min kollega er virkelig god til fuglestemmer. Jeg lægger sjældent mærke til dem. Til gengæld kan jeg høre min datters lyde, selvom der er musik og alle mulige andre lyde i rummet. (Kan også illustreres med lyden fra tabte mønter – den lyd genkender mange mennesker!)
Salme 23 indledes med et statement: Herren er MIN hyrde!
Hyrden ser ikke bare til fra en fjern placering – han er aktivt involveret i vores liv, og vores færden. Han er udrustet med stok og stav – fordi han ikke er en fjern observant, men en nærværende, aktiv medspiller. Han går gennem dalene med os.
Så når vi spørger - ”Hvor er Gud”, så er han lige der ved siden af og hjælper os.
Måske er det på dit job, at der er besværlige relationer. Måske er det i din familie. Uanset hvad, så kender du ihvertfald situationen. Det er interessant at når David beskriver situationen, så gør han det sådan her. ”Du dækker bord for mig, for øjnene af mine fjender”. Han taler ikke om at fjerne fjenderne, men om tryghed og omsorg midt i det hele. Midt i problemstillingerne. Der er meget trøst at hente i salme 23.
Der findes et kendt digt som hedder ”fodspor” (Og som i øvrigt har findes i flere versioner og med forskellige forfattere – Her er det den ældste udgave fra 1936):
En nat drømte jeg at jeg gik langt stranden sammen med Gud. Mange scener fra mit liv bølgede hen over himlen. I hver scene lagde jeg mærke til fodsporene i sandet. Nogle gange var der to sæt fodspor, andre gange var der kun et. Det generede mig, for jeg lagde mærke til at gennem de svære perioder i mit liv, hvor jeg sloges med besværligheder og sorg over tab, kunne jeg kun se et sæt fodspor. Så jeg sagde til Gud:
”Du har lovet mig Gud, at hvis jeg fulgte efter dig, ville du aldrig slippe mig elelr forlade mig. Men jeg har lagt mærke til at gennem de perioder hvor jeg havde det svært, var der kun et sæt fodspor i sandet. Hvorfor var du væk i de perioder, hvor jeg havde mest brug for dig?”
Gud svarede: ”De år hvor du kun kunne se et sæt forspor, mit barn, var de år hvor jeg bar dig!”
(Mary Stevenson, 1936)
Salme 23 er blevet brugt ved utallige begravelser, udsendelser og afskeder – måske fordi det er så nemt at spejle sig i ordene. Men endnu engang mindes vi om at holde fokus på hyrden, og lade os lede af ham. Han har ansvaret og alt der kræves af os er at lytte efter hans stemme...
Når livet er hårdt, så har du ikke brug for grunde eller årsager. Du har heller ikke brug for svar – du har brug for nogen. Og Jesus kommer ikke til os med forklaringer – han kommer til os med sit nærvær!
Amen!