Noa – et eksempel på, hvad det vil sige at tro
Hebr. 11, 5-7
Prædiken af Gunni Bjørsted i Frikirken Salem den 28.6.2009
Indledning
Jeg synes, der er mange vanskelige spørgsmål, der rejser sig i Noa-historien. Spørgsmål om Gudsbilledet – en Gud, der siger: ”Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade…” (1. Mos. 6,7). Spørgsmål om, hvad det vil sige, at Noa var ”udadlelig blandt sine samtidige” (1. Mos. 11, 9. I det hele taget spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til den usigeligt barske domshistorie, som den jo er. Jeg har slet ikke indsigt endnu til at behandle spørgsmålene fyldestgørende, men nogle af dem skal vi røre ved. Og først og fremmest skal vi se på Noa som et eksempel på, hvad det vil sige at tro
Lad os læse Hebr. 11, 5-7 – og så opdager I jo, at der slipper en person yderligere med ind i sammenhængen, nemlig Enok. Han er med til at kaste noget lys ind over, hvad tro er for noget.
For det første:
Tro er relation med Gud
Når vi spørger: Hvordan var det egentlig, at Enok behagede Gud? Og: Hvordan var Noa ”udadlelig”? – så synes svaret at være rimelig kortfattet og sammenfaldende. Der står om Enok: ”Han vandrede med Gud” (1. Mos. 5, 24). Og der står om Noa: ”Og han vandrede med Gud” (1. Mos. 6, 9).
… Ligesom der var en flok mennesker, der gjorde sammen med Jesus. Dem kalder vi disciple. Ligesom de to fortvivlede og forvirrede mænd på vej til Emmaus pludselig gjorde, selvom de slet ikke i udgangspunktet var klar over det: De vandrede med Gud – og fik vendt de dybeste ting, og deres udslukte hjerter begyndte at brænde igen.
Så kan man jo tænke længe over, hvem det er, der vandrer med hvem. Som Lille-Per, der vil tale med rektor og derfor går udenfor hans kontor og skråler ”Højt på en gren en krage”. Og rektor kommer ud og siger: ”Jeg skal med dig!”. Og Per svarer: ”Nej, jeg skal tale med dig!” Og så bliver de enige om, at de skal nok tale med hinanden!
Vi får lov til at vandre med Gud, fordi han har opsøgt os for at vandre med os og invitere os til ind i den dybeste tillids- og fortrolighedsrelation.
Jeg tror, det glæder den Treenige Gud, som er relation, og som har skabt os i sit eget billede til relation… det glæder ham, som elsker os, at vi har tillid til ham. For det er dem, der har tillid til ham, der kommer til ham… i tillid til, at han møder dem med godt. (Disse sætninger var faktisk mit forsøg på at gengive meningen med v. 6).
Tillid til Gud er egentlig, når vi skærer ind til benet, den eneste sunde relation til Gud - og vores eneste resurse. At leve i noget andet end tillid – kuethed, f.eks., behagesyge, frygt for straf – er at leve i noget usundt, som ikke kommer fra Gud. Det er at være fejlplaceret. Og vi ved fra livet i øvrigt, at er vi fejlplaceret… i vores opgaver, i vores arbejde, i vores kropsstilling – så udvikler vi skader. Vi holder ikke til det, og vores arbejde lykkes ikke. Vores rette placering er at leve i tillidsrelation med Gud; i en bevidsthed om, at det er hans nåde, alt afhænger af. ”Min magt udøves i magtesløshed” (2. Kor. 12, 10).
Og i denne tillidsrelation kan fortroligheden vokse. Fra vores side, at vi får mod på at dele alt ucensureret og hulter til bulter med Gud. Fra Guds side, at han kan komme til at dele sit hjerte med os. Det ønsker han at gøre med alle mennesker. Men det er i relationen med os, han kan komme til det. Eller rettere: at vi opdager, at han gør det.
Det var vel manglen på den opdagelse, fraværet af denne relation, som er problemet i Matt. 24, 37-39… Det var jo ikke fordi, der var noget galt med at spise og drikke, og gifte og bortgifte. Problemet var, at de ikke overhovedet gav opmærksomhed til, at Skaberen var ved at sige noget vigtigt til dem… Og så blev de fyldt af ondskab.
Gud har jo ingen favoritter på bekostning af andre. Ethvert menneske er skabt i hans eget billede, i Jesu billede. Gud har talt og talt og talt til alle de elskede mennesker, som levede på Noa’s tid. Men der var åbenbart kun Noa, som ville relationen og derfor gav agt på, hvad Gud sagde.
”I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se…” Gud, som er relation, elsker at kommunikere og dele – og dermed give lys over vores livsvandring, så vi ikke famler rundt i blinde. Det samme ord, som er oversat med ”fik varsel” er brugt f.eks. i Matt. 2, 12 og 22, hvor Josef i drømme fik åbenbaring om, hvad han skulle gøre. Eller i Luk. 2, 26 om Simeon, for hvem Helligånden havde åbenbaret, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Eller Cornelius, den søgende mand, der ”fik bud om” at lade Peter hente til sit hus (Ap.G. 10, 22). Eller Moses, som Gud ”gav anvisninger” om, hvordan åbenbaringsteltet skulle bygges (Hebr. 8, 5).
Gud leder os ved at dele sit hjerte med os. Og det fører for det andet til troen som – og nu skal vi standse ved et ”stort” og et umiddelbart kantet ord; men måske også det ord, der er det mest livsbekræftende, der findes:
Tro er ”gudfrygtighed”
Gud leder os ved at dele sit hjerte med os. Og at være gudfrygtig er at lade Guds hjerte sætte dagsordenen for vort liv. At handle ud fra, hvem han er, og hvad der er i hans hjerte, og hvad han vil. At være gudfrygtig er at vores hjerte bliver stemt efter Guds hjerte – i anerkendelse af, at det er hans tone, der er tonen, som alle vort livs ”instrumenter” skal stemmes efter, så der bliver så få mislyde som muligt. Så bliver Guds længsler vores længsler, og vores vilje bliver vores vilje.
…Stadigvæk er det et kantet ord: at frygte Gud, hvad er det? Vi har jo med Gud at gøre her, ham der er ”totalt større”, ”fuldstændig anderledes” … vores absolutte livsbetingelse. At lade sit hjerte stemme efter hans ”tone” er ikke en mulighed, det er en nødvendighed, hvis vi skal leve. Og jeg tror, det er det, der ligger i ordet ”frygte”. Det er på en måde det mindst ikke-dækkende, men husk, at det er hvem Gud er, det er hans evige kærlighedsvæsen, der skal fylde ordet ”frygte” med sit indhold. At frygte Gud er at leve ud fra, at skilt fra Jesus kan vi slet intet gøre.
Gudfrygtighed fødes i hjertet – og føres ud i livet. Det er det, der kommer helt indefra, som når helt ud. Så Noa gik i gang med at bygge – at praktisere det, som Gud havde delt med ham. Han ”byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus…”
Der må have været meget smerte forbundet med det. Eller rettere: Grunden til, at det var nødvendigt, var forfærdelig og smertefuld. Der var ikke mere at gøre på den nuværende måde. Der var kun ondt tilbage. Jorden var ”fuld af vold” (1. Mos. 6, 13). Den eneste nåde, Gud kunne vise, var at gøre ende på det.
… Og lægge grunden til en ny begyndelse. Og her kommer håbet ind i billedet. I vores husgruppe snakkede vi den anden aften om, at vi brug for alle gode grunde til at håbe. Og jeg tror netop, disse gode grunde kommer i relationen med Gud, ”håbets Gud” (Rom. 15, 13), der står fast på det, han vil, og midt i ondskab og kaos fører sin frelsesplan igennem til dag, da han skaber en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor.
Noa må godt nok have haft brug for meget og konstant tilførsel af håb fra Gud for at begynde på og gennemføre projekt ark-byggeri. Hvilken nytte kunne sådan et skib gøre på den tørre mark? Og ofte kan dét spørgsmål dukke op i os: Hvilken nytte gør det? Går det hele alligevel ikke rabundus? Hvorfor gå efter nogle idealer, når det ser ud til, at flertallet alligevel tramper dem ned? Hvad nytter det at drive børnehjem i Ghana – der er tusindvis af gadebørn, vi ikke når? Hvad nytter det med David og Karens hjælpeteams ind i Burma – rædselsdiktaturet fortsætter jo?
At håbets Gud arbejder og fører verden i mål, det er vort håb. Midt i alt det forfærdelige. Der står for øvrigt noget bemærkelsesværdigt om Noa’a samtidige. Der står i 1. Pet. 3, 19-20, at Jesus da han var blevet korsfæstet og begravet, at ”gik til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noa’s dage, da arken blev bygget…” Det er der også håb i.
Til sidst:
Tro ”åbner” for Guds gerninger
Vi skal nu til sidst arbejde med en vanskelig sætning: ”…ved denne tro bragte han dom over verden…” Hvad betyder det dog? Lad mig give et forslag til forståelse:
Som sagt så Gud åbenbart, at den eneste nåde, han kunne vise nåde på, var at bringe det onde til ophør. Men nogle måtte der være tilbage til at føre verden videre. Ellers var det jo ødelæggelsen og det onde, der fik det sidste ord. Ellers kunne Jesus jo ikke blive født som verdens Frelser.
Derfor: Først da Gud havde fundet nogle, der troede, nogle, der ville lade sig frelse, kunne han iværksætte ødelæggelsen af det onde. I den forstand kan der stå, at Noa ved sin tro bragte dom over verden.
Der kan også være det andet aspekt, at ved Noa’s liv og sit eksempel fik andre tydeligere mulighed for at vælge gudfrygtigheden frem for vantroen.. Det var jo meget det, Jesus oplevede: at selve hans tilstedeværelse som lys i verden stillede folk på valg og vakte efterfølgelse eller forkastelse. ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset…” (Johs. 3, 19)
… Det skal siges med varsomhed, og det skal høres rigtigt, men det skal også siges: det er godt, at Gud dømmer verden og gør en ende på det onde. Det er jo en anden måde at sige på, at kærligheden får magten, at krigene slutter og ”slavefogedens kæp” bliver brækket i stykker (Es. 9, 3). Dommens hensigt er jo altid frelse. I min bog ”I virkelighedens lys” handler kapitel 18 ”Heldigvis bliver Gud vred” om præcis det.
Ja, i lys af Skriften bliver det klart, at vi ikke er kirke for sjovs skyld. Det er et meget vigtigt frelsesprojekt, vi er med i…
Afslutning
Jeg tror, det er bibelsk rigtigt at læse mange af de centrale personer i Det Gamle Testamente som delvise typer på Jesus Kristus. Ved deres livshistorie giver de glimt af, hvad Jesus kom for at gøre. Det gør også Noa’s historie. Kære venner: Jesus var i fuldstændig samklang og fortrolighed med sin Fader i Himlen, og han byggede ved sin død og opstandelse en frelsende ark for enhver, der vil gå ind i den. Tak Jesus!