Her på den sidste søndag i juni måned, har vi valgt at holde aftengudstjeneste. Alle har mulighed for at nyde en sommerdag ude i vores skønne natur og derefter samles i Frikirken og være sammen med den Gud der skabte alt det fantastiske, naturen beriger os med.

Aftenens taler er Peter Gøtz, som vi har valgt at have som fast gæstetaler her i 2020.


Søndagens prædiketekst står i Lukas evangeliet kapitel 15.

Peter har sendt disse linjer om søndagens tema:
Lignelsen i Luk 15 om den fortabte søn er jo en af klassikerne i vores nye testamente, som både rummer almengyldige sandheder og evangelisk hjerteblod.

Jeg vil selvfølgelig gerne forfølge den proces hos den yngste søn, der får ham til at rejse hjemmefra – forsøge at sætte ord på det han ikke fandt – og så dele hans glæde over at være kommet hjem – for hvad vil det sige at komme hjem?

Jeg tænker også den anden bror, der jo faktisk ender med at blive den fortabte, får et par ord med på vejen.

MEN –  allerførst vil jeg interessere mig for indledningen til Lukas, kapitel 15, hvor det tydeligvis er en helt bestemt reaktion hos det pæne jødiske, religiøse borgerskab der får Jesus til at fortælle de tre lignelser om nogen, der mister noget de har kært – og får det tilbage. Og dermed er Faderen jo for så vidt den centrale person i fortællingen – på linje med hyrden der finder sit får og konen, der finder sin mønt.

På gensyn i Frikirken.