Natten mellem lørdag og søndag, skal vi huske at sætte urene en time tilbage. Det betyder at du kan sove en time længere inden du bevæger dig mod Frikirken for at deltage i søndagens gudstjeneste.
I Frikirken vil du få mulighed for at lytte til sidste del af Mads Gregers Pedersens undervisning. Overskriften for undervisningen er “De første kirker/ menigheder“.
Mads vil med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger og brevene fra Paulus til de første menigheder undervise og prædike om tankerne om at være menighed.
Temaet for søndagen prædiken er Kristus hemmeligheder.
Kristus hemmelighederne kalder teologerne det og det er en rigtig god betegnelse – men hvad betyder det så for mig, min familie, menigheden og min by?Hemmelighederne der kommer frem i Det Nye Testamente, er dem der giver os fred, glæde og et overskud til at være smittende med vores tro.
Hvis hemmelighederne bliver forstået af den enkelte kristne og i menighedens fællesskab, vokser der et liv frem, der forandrer vores tilværelse markant.
Det viser sig igen og igen, at der hvor Jesus bliver en realitet i det enkelte menneske, skaber det liv og vækst både internt og eksternt. Kristus hemmelighederne er håb og livsforvandling, noget vi alle sammen har godt af at opleve mere af i denne tid.
Selvom du ikke har deltaget i den øvrige undervisning, kan du sagtens deltage i gudstjenesten. Mads er en god og engageret underviser, som bruger meget tid på at sætte sig ind i Bibelen, og på en god måde formidler, hvad han oplever som det centrale.
Mads arbejder til daglig som konsulent hos Jobakademiet ved Randers FC.
Der er pga. Covid-19 ikke kirkekaffe.
På gensyn i Frikirken på søndag.





You must be logged in to post a comment.