Gudstjeneste søndag d. 22. november kl. 10.30

Kirkeåret 2020 er ved at være slut. På søndag er det sidste søndag i dette kirkeår. Søndag d. 29 november er det 1. søndag i advent og et nyt kirkeår begynder.

Men først skal vi samles til gudstjeneste på søndag d. 22 november kl. 10.30.
Den annoncerede afskedsgudstjeneste med Ruth Cilwik Andersen er desværre udskudt på grund af sygdom.
Peter Götz har med kort varsel sagt ja til at komme og prædike ved gudstjenesten på søndag.

Peter sætter selv denne overskrift for søndagens prædiken:

Hvad ingen andre kan

Og fortsætter med denne introduktion af hvad han vil kredse om i prædikenen:
I den næste måned skal vi møde en særlig udgave – eller snarere mange – af Jesus, Guds Søn. Som det lille barn i krybben, gengivet på utallige måder og placeret lige fra staldens lerstampede gulv i Betlehem til Magasin Du Nords 2. sal.

Sagt med al respekt, så bliver han nemt væk, den rigtige Jesus. Vi falder jo altid på halen for den skønhed og uskyldighed som det lille barn blænder os med, når vi kigger ind i dets øjne. Og vist er begivenheden, som hyrderne på marken blev vidne til, afgørende.
Det bliver dog ikke den rigtige historie – og heller ikke den rigtige Jesus, vi får øje på, hvis vi ikke fra krybben får øje på det barn, der vokser til, træder i karakter og inden han ender på korset til stor forargelse siger: Har I set mig, har I set Gud,

Det er på baggrund af den dybe sandhed, at Jesus kan sige: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder.
Ingen andre kan sige det – og ingen andre kan gøre det: Bringe os forslåede og forslidte mennesker ind i den Guds favn, hvor hvile og helbredelse for sjæl og sind findes.
Teksten på søndag er fra Mathæus evangeliet kapitel 11 vers 25-30.

Det er Flemming Jakobsen der er mødeleder og Ejnar Kanding tager sig af det musikalske.

Alle er hjertelig velkomne. Der er pga. Covid-19 desværre ikke kirkekaffe.

Tilmeld nyhedsmail


Tilmeld dig til Før Søndagen