Vær velkommen
Frikirken Salem har tradition for at lade den første søndag i advent ramme ind af den mere end 100 år gamle engelske tradition, De Ni Læsninger. Sådan også i år, på søndag aften kl. 19.00. Hanne Maibom leder, medvirkende er også solist Trine Berg, klarinettist Fritz Gerhard Berthelsen, komponist Ejnar Kanding, Anders Larsen på bas.
Så er det sagt – og sunget
De Ni Læsninger er den ultrakorte udgave af den kristne kirkes tro. Fra den skønne morgen, hvor alt var smukt, gennem det dybe fald, over smerten til længslen, fra længslen til håbet og fra håbet til troen. Troen på at Gud i Jesus lod lyset skinne i verden og i hvert eneste menneske. Så præcist og kortfattet kan hele den kristne fortælling gengives. Så enkelt kan det siges – og synges. Og alligevel med så mange detaljer, at der er nok at tænke på og rigeligt at glæde sig over.
Gennem oplæsninger og musikalske indslag bliver vi taget med på en rejse, der dybest set er et hvert menneskes rejse. Smukt, enkelt og stemningsfyldt, uden forstyrrende udlægninger eller subjektive forklaringer. I år er der en særlig vægt på de mange gode adventssange, som vi er fælles om at synge. Frikirken Salem byder på denne måde den første søndag i advent det nye kirkeår velkommen, og desuden en hver der har lyst til at få genopfrisket årsagen til, at vi holder jul.
Du er meget velkommen i Frikirken – Vi glæder os til at se dig på søndag aften.





You must be logged in to post a comment.