I februar og marts vil nogle af Frikirkens gudstjenester tage udgangspunkt i et overordnet tema vi kalder for: “GRUNDSTEN”.
Vi lægger ud d. 6. februar kl. 10.30 med temaet “Skabt af Gud.”
For hvad vil de sige at være skabt? Og hvorfor skabte Gud os?
Det er ikke tilfældigt at du er skabt, præcis som du er. Og det er med et helt bestemt formål, at Gud valgte at skabe os.
Det er kirkens præst, Bo Skov, der den 1. februar har været ansat i ét år i Frikirken, som vil bruge de søndage han prædiker, på at give os alle mere indsigt i de grundsten der på forskellig vis er med til at forme vores tro.

Ved søndagens gudstjeneste bliver der et indslag for børn, samt mulighed for aktivitet for børnene i et af rummene på 1. sal under prædikenen.
Det er Martin Schmidt der leder gudstjenesten og Kirkemusiker Ejnar Kanding der leder det musikalske.
Efter gudstjenesten serveres der kirkekaffe i Multisalen på 1. sal.
Hvorfor bruge tid på at tale om det at tro?
Bo Skov siger selv om de tanker han har gjort sig i forbindelse med forberedelserne:
Vi er alle på forskellige steder på vores trosrejse, også dem der kommer regelmæssigt i en kirke
Nogle har vandret langt og set meget på rejsen – nogle har måske endda også delt oplevelser fra rejsen, med en eller flere andre personer i kortere eller længere tid. Andre er måske lige startet ud på den vigtigste rejse i vores liv. Her er hver eneste bakketop og hvert hjørne vi runder en mulighed for at se og opleve noget nyt og forunderligt med Gud.
Fælles for alle, uanset hvor man føler man er på rejsen, er at vi bygger rigtig meget på, hvad vi forstår om Gud. Og det er netop det vi håber at vi kan opdage eller genopdage i løbet af gudstjenesterne de næste måneder.
For nogle vil det her være en hjælp til at få sat de første grundsten til en tro. De sten som skal bære, hvad end vi så bygger oven på det.
For andre kan det måske blive en genoppudsning af nogle sten der har stået og samlet mos i mange år. Hvem ved; det kan være at vi ser eller opdager noget nyt, i de så ellers så velkendte sten.
Men måske vigtigst af alt, så giver det her forløb en mulighed for at tage hinanden i hånden, der hvor vi er, og dele vores tro, på et fælles grundlag.
Så kom og hør med ved Frikirkens gudstjenester, når vi, med afsæt i Bibelen, undersøger nogle af de grundsten som vores tro bygger på.
Alle er velkomne i Frikirken, man behøver ikke at være medlem for at deltage i gudstjenester og andre arrangementer.





You must be logged in to post a comment.